Unge støtter Røde Kors’ indsamling til verdens udsatte

Foto: Peter Sørensen.

Mere end 3000 engagerede gymnasieelever har meldt sig til Røde Kors’ årlige indsamling. De har alle sagt ja til at bruge en søndag på at hjælpe nogle af de mennesker, som står allermest alene – både herhjemme og ude i verden.

Ingen skal stå alene. Det er målet, når Røde Kors samler ind søndag d. 3. oktober, og det er et budskab, som landets unge bakker op om.

Mere end 3000 gymnasieelever har allerede nu meldt sig til at gribe Røde Kors-bøtten og gå en indsamlingsrute. Med over to uger til selve indsamlingen forventer Røde Kors, at det tal vil stige betydeligt. Sidste år var hver fjerde indsamler gymnasieelev.

”Det er fantastisk at se, at unge engagerer sig og går forrest for en god sag. Lige nu er behovet for hjælp enormt. Både herhjemme og ude i verdens brændpunkter. Derfor er det vigtigt, at det ikke kun er de unge, der bakker op, men at vi alle løfter i flok,” siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.  

Vil hjælpe de allermest udsatte

Et af de gymnasier, der oplever et stort engagement, er Christianshavns Gymnasium i København. Sidste år samlede mere end 200 elever ind for Røde Kors.

”Vi er en skole, der er meget bevidste og engagerede i verden omkring os. Mange vil rigtig gerne hjælpe og gøre en forskel for andre. Lige der rammer det bare plet med Røde Kors’ arbejde. Det er folk virkelig motiverede for at støtte op om,” siger Amelia Ellen Hagedorn-Rasmussen, der er indsamlingsambassadør på Christianshavns Gymnasium.

Hun mener, at årets tema er en del af forklaringen på den store opbakning:

”I år støtter vi både børn i krigsramte lande som Yemen og Syrien, men også udsatte herhjemme. De penge, som vi samler ind, kan gå til nogle af de mennesker, man går forbi på gaden, eller måske går i klasse med. Det er en virkelig fin tanke,” fortæller hun.

Afghanistan sætter ting i perspektiv

Foruden Syrien og Yemen kommer nogle af de indsamlede midler i år også til at gå til Røde Kors’ arbejde i Afghanistan, som lige nu har akut brug for nødhjælp.

”Situationen i Afghanistan sætter virkelig det hele i perspektiv. Man bliver lige pludselig direkte konfronteret med andres kamp. Det er en stor motivation for at gå sammen om at hjælpe andre,” siger Amelia Ellen Hagedorn-Rasmussen.

Ifølge Anders Ladekarl er situationen i Afghanistan og det arbejde, Røde Kors udfører i landet, med til at understrege vigtigheden i at samle ind:

”Vi er lige nu vidne til et land i dyb krise med uoverskuelige humanitære konsekvenser for den civile befolkning. Det er mennesker, som er afhængige af vores hjælp og støtte. For dem kan en gåtur på 3 timer for Røde Kors gøre en verden til forskel.”

Meld dig som indsamler

Gymnasieelevernes engagement har stor betydning for mennesker, der lige nu står allermest alene. To gymnasieelever og en indsamlingsbøtte samler i gennemsnit 1.000 kr. ind. For det beløb kan Røde Kors give:

–      1 hel måneds mad til 20 krigsramte børn

–      Akut lægehjælp til 4 sårede, der har brug for en ambulance

–      6 måneders støtte til et sårbart barn i en udsat familie i herhjemme

–      En vigtig og oplevelsesrig dag på ferielejr for 5 udsatte børn i Danmark

Gymnasieeleverne kan ikke løfte opgaven alene. Så meld dig som indsamler hos Røde Kors på rødekors.dk/indsamler eller telefon 7010 0000

Anders Ladekarl besøger landets gymnasier 

Røde Kors’ Generalsekretær Anders Ladekarl har i forbindelse med årets indsamling besøgt en række af landets gymnasier for at fortælle om det arbejde, Røde Kors laver herhjemme og ude i verden.

Han har besøgt følgende gymnasier:

–     Fjerritslev Gymnasium

–     Støvring Gymnasium

–     Hasseris Gymnasium

–     Aalborg Katedralskole

–     Aalborghus Gymnasium

–     Hjørring Gymnasium

–     Horne Efterskole

–     Ørestad Gymnasium

–     Tårnby Gymnasium

–     Tietgen Handelsgymnasium

–     Middelfart Gymnasium

–     Nyborg Gymnasium

–     Rysensteen Gymnasium

–     Ingrid Jespersens Gymnasieskole

–     Skanderborg Gymnasium

–     Ikast-Brande Gymnasium

–     Herning Gymnasium

–     Grindsted Gymnasium

–     Rybners Gymnasium

–     Esbjerg Gymnasium

–     Randers Statsskole

–     Marselisborg Gymnasium

–     Århus Statsgymnasium

–     Aarhus Akademi

–     Paderup Gymnasium

–     Bjerringbro Gymnasium

–     Birkerød Gymnasium

–     Helsingør Gymnasium

–     Gribskov Gymnasium

–     Frederiksværk Gymnasium

–     Næstved Gymnasium

–     Maribo Gymnasium

Kommentarer