Uddannelse

Unge med grønne ambitioner og flair for fremtidens fødevarer søges

Foto: Landbrug & Fødevarer.

Future Food er i år med til at fejre landets dygtigste håndværkere til DM i SKILLS 2022 og bidrage til at dele budskabet om, at Danmark har brug for dygtige faglærte.

Befolkningen vokser og vi skal producere mere mad, der er sundt, smager godt og er produceret med respekt for klimaet. Det er en kæmpe udfordring, som fødevarebranchen skal være med til at løse. Og skal det lykkes, så kræver det blandt andet dygtige faglærte, der skal være med til at fremstille fremtidens fødevarer.

For at vise hvor mange forskellige fag og muligheder, der er i landbrugs- og fødevarebranchen, deltager Future Food i SKILLS 2022. Future Food er landbrugs- og fødevarebranchens fælles kampagneindsats for at flere vælger en uddannelse og karrierevej i fødevareklyngen.

– Vi deltager med budskabet om, at fødevareklyngen er et sted, hvor man kan gøre en forskel for en mere klimavenlig og bæredygtig verden. En erhvervsuddannelse i fødevarebranchen er både er vejen til spændende jobs, hvor man kan gøre en forskel, hvis man har en grøn spire i maven OG det er startskuddet til mange spændende udviklingsveje – for med en af fødevareklyngens erhvervsuddannelser åbner der sig mange døre til videre uddannelse senere i livet, siger Kathrine Blæsbjerg, projektleder for Future Food.

Søgningen til fødevareklyngens erhvervsuddannelser har i mange år peget i negativ retning. Seneste søgetal til 1. grundforløb fra Undervisningsministeriet viste dog en fremgang på knap 9 pct. siden sidste år. Det er en udvikling som skal fortsætte, for fødevarebranchen har brug for mange, dygtige mennesker til at sikre udviklingen af sunde kvalitetsfødevarer og ikke mindst hjælpe til den grønne omstilling.

Derfor håber partnerne bag Future Food, 3F, DI, GLS-A, JA, IDA, Frej og Landbrug & Fødevarer, at deltagelsen på i SKILLS vil få flere unge til at vælge en karriere i fødevarebranchen.

– SKILLS er Danmarks vigtigste uddannelsesmesse. For 3F er Future Foods stand på SKILLS et vigtigt vindue for at vise at arbejdsgivere og arbejdstagere står sammen om at få unge uddannelsessøgende til at rette blikket mod uddannelse og karriere i fødevareklyngen. Vi har brug for de unge til at sætte deres fingeraftryk på fremtidens bæredygtige fødevareproduktion, siger Peter K. Holm, gruppeformand for Den Grønne Gruppe 3F.

– Uddannelse af unge, som kan blive fremtidens kompetente arbejdskraft i landbrugs- og fødevareproduktionen er vigtig som aldrig før. Omstilling til bæredygtig produktion og efterspørgsel på nye teknologier og processer, der kan bidrage til brugbare løsninger på vores klimaudfordringer er en fælles opgave, som vi må tage ansvar for. Det gør vi blandt andet med vores fælles projekt i Future Food, siger Anne Marie Hagelskjær Smit, HR- og Arbejdsmiljøchef GLS-A

– Fødevarebranchen bliver ofte forbundet med bagere og slagtere, men branchen har også masser af pladser til dygtige smede, procesoperatører og elektrikere. Generelt er branchen ret teknologitung, hvad enten det er mejerianlæg eller produktionslinjer, så der er garanti for et udfordrende job, hvor man samtidig lærer en del og kommer helt tæt på, hvordan vi producerer mad. Derfor er vi også glade for at se, at flere af deltagerne i dag allerede har jobs hos vores medlemmer”, siger Leif Nielsen, direktør i DI Fødevarer.

– Vi mangler faglærte medarbejdere på tværs af hele fødevareklyngen. Derfor har vi brug for at synliggøre de mange uddannelses- og karriereveje som vores erhverv indeholder. Til DM i Skills er der mulighed for at gøre netop det, og vi håber, at de unges faglige stolthed kan være med til at inspirere endnu flere til at vælge en erhvervsuddannelse inden for fødevareklyngen,” siger Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Kommentarer