Debat og politik

Kampen om Aalborgs borgmesterkæde i fuld gang

Mindst tre socialdemokratiske kandidater til borgmesterposten i Aalborg menes at være i spil ved næste kommunalvalg i 2025. Her er det fra venstre Nuuradiin S. Hussein, Flemming Møller Mortensen og Lasse Frimand Jensen. Fotografik.

I sidste uge kom det frem, at Thomas Kastrup-Larsen efter ni år som Aalborgs borgmester, har valgt at trække sig fra posten til sommer og helt fra politik ved næste kommunalvalg.

Det betyder, at kampen om den attraktive borgmesterkæde i Nordjyllands hovedstad er skudt i gang og flere partier har allerede kandidater klar.

Socialdemokraternes partiforening i Aalborg Centrum har valgt at indstille Flemming Møller Mortensen til at blive partiets borgmesterkandidat til næste valg. Han er pt ikke valgt ind i byrådet, men har siden 2007 siddet i Folketinget for Socialdemokratiet og var frem til sidste folketingsvalg udviklingsminister.

To øvrige medlemmer af Socialdemokratiet og nuværende medlemmer af Aalborg byråd – og ifølge flere kilder oplagte kandidater – vil foreløbig se tiden an. Det drejer sig om partiets nuværende gruppeformand Lasse Frimand Jensen og rådmand Nuuradiin S. Hussein.

Fra sidstnævnte lyder det i en udtalelse til Nordjyske:

– Jeg har allerede modtaget rigtig mange beskeder og opkald, og jeg er virkelig taknemmelig for folks holdninger og meninger om mig. Men jeg har virkelig brug for at respektere den proces, som går i gang nu.

Lasse Frimand Jensen er endnu mere afventende, og har endnu ikke gjort sig tanker om, hvad han vil sige, hvis kollegerne peger på ham.

Kommentarer