Samfund

Detailhandel i oprør efter Søren Brostrøms anbefaling om at handle på nettet fremfor i butikker

Direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm kom på pressemødet i mandags den 7. december med en anbefaling, som satte sindene i kog hos danske butiksindehavere og deres handelsstandsforeninger rundt i hele landet.

På pressemødet i mandags den 7. december, hvor det blev meddelt, at restauranter, teatre, fitnesscentre, mv fra onsdag denne uge skulle lukke ned i 38 kommuner, kom Søren Brostrøm samtidig med en kontroversiel anbefaling, om at begrænse indkøb i fysiske butikker mest muligt og i stedet handle på nettet.

Se klippet med Søren Brostrøm her

 

Nu reagerer 29 danske handelsstandsforeninger i et åbent brev til Statsministeren, Erhvervsministeren og direktøren for Sundhedsstyrelsen.

Kære Mette Frederiksen, Simon Kollerup og Søren Brostrøm

På vegne af 29 danske handelsbyer appellerer vi til, at I nu, mere end nogensinde før, bliver nødt til at bakke op om den danske detailhandel. December er en af branchens travleste måneder, og julehandlen er den periode, som kunne være med til at indhente meget af den tabte omsætning fra den første coronabølge.

Derfor er det yderst kritisk, når I som regering og sundhedsmyndighed bruger en uhensigtsmæssig retorik om at handle på nettet fremfor i de fysiske butikker. Detailhandlen og restaurationsbranchen har om nogen sikret at overholde de udstukne restriktioner med max antal kunder, mulighed for vask af hænder og/eller afspritning, brug af mundbind, holde afstand, skiltning, udvidede åbningstider etc.

At handle på nettet betyder blot længere køer ved udleveringssteder og pakkeshops!

Myndighederne har ikke lukket detailhandlen, og der er ikke erfaring for smittespredning i handelslivet. Vi overholder alle anbefalinger – og alligevel opfordrer I til at handle online!

Vi oplever, at selvom myndighederne gerne holder detailbranchen kørende, så er der en retorik fra højeste sted, som påvirker kunderne til at holde sig væk, og det er en direkte trussel mod vores mange butikker og arbejdspladser.

Retorikken betyder, at handlen sendes ud af landet til store udenlandske webshops som Amazon, Zalando, Wish m.fl. Det er vores samfundsøkonomi, der står på spil, når kunderne holder sig fra at handle lokalt i egen by. Det er nemlig vores butikker, restaurationer og serviceerhverv, der betaler for julebelysning- og udsmykning og aktiviteter i byen. De står også for en stor del af støtten til vores foreningsliv i landet, og så udgør de en væsentlig del af den danske arbejdsstyrke, som er med til at betale skattekroner i både kommune- og statskasse.

Det påvirker også unægteligt detailhandlen, når restaurations- og kulturbranchen tvangslukkes, uanset om man hører til de nedlukkede kommuner eller ej. I handelsbyer og centre hænger shoppingen ofte sammen med et restaurations- eller cafébesøg, og der er nu et signal om, at kunderne bør holde sig væk. Man kan ikke isolere og lukke dele af brancher i handelsbyerne ned, uden at det vil få økonomiske konsekvenser for den ikke-tvangslukkede del.

Folkesundheden og samfundsøkonomien hænger sammen, fordi økonomisk tryghed er altafgørende for de fleste, også for de mange ansatte i de danske handelsbyer. Vi vil derfor bede jer om at nuancere jeres budskaber, så I ikke giver de store internetvirksomheder reklametid på bekostning af detailbranchen i de danske handelsbyer.

Med venlig hilsen

Randers Cityforening

Aabenraa City

Esbjerg City

Vores Faaborg & Egn

FREDERIK

Handel Grenaa

Hedensted Handelsforening

Handels- og virksomhedsforening Frederikshavn

Helsingør Handel

Herning City

Hillerød Shopping

Hjørring Handel

Hobro Handel

Juelsminde Handelsforening

Køge Handel

Lemvig & Thyborøn Handel

Vores Ikast

Mors Handel

City Kolding

Nakskov Handel & Erhverv

Nordfyns Erhverv og Turisme

Næstved Cityforening

Handel Silkeborg

Business Slagelse

Shopping Svendborg

ThistedBy

Tørring Handelsforening

Varde Handel

Handelsbyen Vejen

Vi er Viborg

Kommentarer