Samfund

41 kommuner beskytter ikke drikkevandet tilstrækkeligt

Hele 41 kommuner mangler fortsat at tage det første skridt mod giftfrit drikkevand. Arkivfoto

Landets kommuner skal vurdere risici for at kunne beskytte drikkevandet mod sprøjtegift. Men 41 kommuner har endnu ikke taget hul på opgaven, viser en opgørelse fra Miljøstyrelsen.

For snart to år siden indgik Folketinget en aftale om at beskytte drikkevandet mod sprøjtegift. Aftalen sikrer at landmænd fra 2022 ikke må bruge sprøjtegift dér, hvor drikkevandet pumpes op.

Første skridt er, at kommunerne gennemgår de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), vurderer risikoen for nedsivning af sprøjtegift og nitrat – og ud fra det behovet for beskyttelse.

Men 41 kommuner har endnu ikke lavet risikovurderingen, viser en ny opgørelse fra Miljøstyrelsen.

– Nu har vi fået den første status, og det går simpelthen for langsomt, siger miljøminister Lea Wermelin.

Det undrer miljøministeren, at så mange kommuner tilsyneladende ikke er gået i gang med arbejdet endnu, og hun vil nu tale med kommunerne og undersøge, hvad det skyldes.

Økologi, dyrkningsfrie zoner eller skov

Danmarks Naturfredningsforening var med til at sikre aftalen om sprøjteforbud i BNBO’erne ved at aflevere over 27.000 underskrifter til daværende miljøminister Jakob Ellemann-Jensen.

Derfor ærgrer det også foreningens præsident, at arbejdet med at beskytte drikkevandet i kommunerne går så langsomt.

– Vi ved, at en af de vigtigste initiativer til at beskytte drikkevandet er at forbyde brug af sprøjtegift rundt om drikkevandsboringerne. Derfor er jeg rigtig bekymret over, at der er så mange kommuner, der endnu ikke er begyndt at udlægge BNBO’er. Et stort flertal i folketinget har pålagt kommunerne at beskytte drikkevandet bedre, jeg synes ærlig talt det er på tide at de kommer i gang, siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Risikovurderingerne er første skridt i kommunernes arbejde med at sikre rent drikkevand. Ud fra dem kan kommunerne lave frivillige aftaler med landmændene – eller påbud – om at de ikke må sprøjte eller gøde i BNBO’en.

F.eks. kan arealerne omlægges til økologi, der kan etableres dyrkningsfrie områder eller rejses skov.

Se om din kommune stadig bruger sprøjtegift her.

Kommentarer